Blog Vestafrika 2014

Her kommer svaret:

Dieter er blevet overfaldet med EN MACHETE 200 meter fra vores hotel…Her kommer historien (som jeg tænkte det var smart først at fortælle efter jeg kom hjem for at familien ikke skulle blive alt for urolige):

Fredag af…ten i Cotonou (dagen før vi selv ankom) var Dieter og hans to tyske rejsefæller (niecen Alice og vennen Jörg) ankommet med fly fra Tyskland til Benin. De gik ud for at spise og på bar og besluttede sig så for at gå hjem klokken 00.30 (i et kvarter der i Lonely Planet beskrives som ”sikkert”). Det skal siges at Dieters niece Alice tidligere havde arbejdet med nødhjælp i Benin og derfor havde boet i byen og hun vurderede at det var sikkert nok at gå hjem. Det var så en fejl…
I den mørke gade 200 meter fra hotellet kører to motorcykler pludselig imod dem på fortovet. De tre tyskere bliver blændede af forlygterne. De bliver forskrækkede og trykker sig ind mod hinanden. Bag på den ene motorcykel sidder udover føreren en fyr med en machete (som som bekendt er en ca 30 cm lang kniv) han løber mod Dieter og vil have Dieters lille rygsæk. Hvad der derefter sker er lidt uklart, men det bedste gæt er at Dieter vælger ikke bare at aflevere rygsækken. I stedet tager han armene op over kors. Overfaldsmanden hakker derefter macheten ind i armen på Dieter (…) og skærer derved stropperne til rygsækken over. De flygter så med Dieters taske – der indeholder pas, alle hans penge, kamera og mobiltelefon…

Da vi ankom dagen efter havde Dieter været på hospitalet og få jod på (det er derfor resten af armen er rød) og de havde forsøgt at lukke såret. Dieter var STÆRKT chokeret og temmelig underlig. Den aften vi ankom præsterede han i restauranten at recitere Goethe, synge lange vemodige fædrelandssange og snakke sort om dette og hint i øst og i vest på fransk og på tysk…

Efter et par dage fik han det dog heldigvis lidt bedre. De to andre tyskere rejste videre mod det nordlige Benin. Dieter turde de ikke tage med så han blev indkvarteret på Sheraton med påbud om ikke at gå udenfor…
Efter den lille historie valgte vi kun at køre med motorcykeltaxaer (som typisk kostede 2 kr pr tur) hver gang vi skulle et sted hen..

Velkommen til Benin!

Home again Her kommer begyndelsen på en af de historier jeg har gemt i ærmet:

Nogen der kan regne ud hvad der er sket med denne mand…?

Lidt baggrund: Han er tysker og hedder Dieter. Han er 70 år gammel og rejste med sin Niece og dennes ven. Vi mødte ham i receptionen på Hotel Chant D’Oiseau i Cotonou som er den største by i Benin.

På vej til syvårs-festival hos satanistisk sekt…

(hop tre afsnit ned hvis du vil direkte til det mest spændende…)

Så er jeg efter et par dage i Mali ankommet til det nordlige Elfenbenskysten. Nærmere betegnet en by der hedder Korhogo. Bye…n ligger i et område der først så småt er ved at åbne op igen efter mange års borgerkrig og her er en del FN-køretøjer i byen.

Jeg har mødt en lokal fyr der hedder Süleyman. Han er animist. Det betyder at han tror på at hvis han ofrer dyr til de højere magter så vil det gå ham vel. Derfor tog Sülle-boy og jeg i går hans lille motorcykel til et af de lokale markeder hvor vi investerede i en mager kylling (formedelst 15 kr.) – derefter kørte vi ud til animisternes hellige klipper. Hertil valfarter animister fra hele Elfenbenskysten for at foretage ofringer. Vi nåede at se to andre kyllinger få skåret halsen over af ofringsmanden før det var min tur. Ham der stod for ceremonien mente dog det var en god ide hvis jeg udover at give dem kyllingen (som de plukker og steger bagefter) også ofrede nogle penge til de højere magter. Jeg gav ham 1.000 Vestafrikanske Franc (11 kroner). Det lod i nogen grad til at muntre ofringsmanden op. Foran den hellige klippe (der var indsmurt i dyreblod og påklistret fjer) skulle jeg derefter holde kyllingen frem (mens den stadig var levende) og på fransk foran forsamlingen fremsige hvilke ønsker jeg havde. Jeg fik efter bedste evne fremsagt at jeg ønskede et langt og lykkeligt liv for min familie og mine børn og at det måtte gå utrolig godt for alle folk i Elfenbenskysten. Det sidste vakte ikke overraskende stor begejstring. Så skar ”præsten” hovedet af den stakkels kylling, gnubbede den op ad stenen og smed den på jorden hvor den spjættede lidt rundt ind til den forblødte..

Har også været lidt rundt at se en masse negerhytte-landsbyer, et stenbrud (hvor kvinder og børn hakker store sten til mindre sten) et væveri (hvor vævene cirka er konstrueret ud af sejlgarn og hæfteplaster) osv.

Nå, men nu kommer det rigtig spændende…

Jeg skulle egentlig have rejst videre allerede i dag op mod Bobo Dialoussou (Bobo) i Burkina Faso. Farlig fin plan for der er der musikfestival i weekenden og maskedans på søndag og så passede det lige med to nætter der og en nat til sidst i Ouagadougou (Ouaga) inden mit fly (Turkish – Ouaga-Istanbul-CPH) afgår sent mandag aften (så jeg kan være tilbage på arbejde onsdag)…

MEN…jeg har fået at vide at her i Korhogo afholdes der en kan man vist godt sige speciel festival…Lidt uden for byen ligger der en hellig skov. I den hellige skov bor der en hemmelig, satanistisk naturfolks-sekt – der heder PORO. Denne sekt viser sig kun offentligt en gang hver syvende år. Hvilket så er…….i morgen!!!!…
Så vidt jeg har forstået (sekten er jo ligesom hemmelig..) er konceptet for sekten at et sted mellem 100 og 1.000 drenge (vist nok i omkring 10 års alderen) bliver udvalgt og optaget hvert syvende år. Derefter bor de inde i skoven i dybeste hemmelighed, hvor de lærer forskellige jagtteknikker mm. Når der så er gået syv år kommer de ud som rigtige Poro-mænd – og der holdes en fest – og det næste hold sendes syv år ind i skoven…

Lidt mere om sekten her: (søg på Google og skriv PORO og vælg den post der handler om Liberia og Sierra Leone da one coms lorte links ikke virker) (selv om det er begrænset hvad wiki ved om Poro folket feks. tror de som det fremgår kun de er i Liberia og Sierra Leone, men de er altså også her..)

Så nu bliver jeg lige et par dage mere her for at være med i festivalen…I hvor høj grad jeg får taget billeder ved jeg ikke for de der Poro-drenge skulle være nogle temmelig barske fætre. Angiveligt skulle de første af dem så småt være ankommet for at begynde at forberede festivalen og ifølge lokale rygter slog de forleden en lokal politimand ihjel med deres stave. Så de synes ikke at have nogen overdreven respekt for autoriteter, så det kan godt være jeg ikke skal være alt for frisk med kameraet…
Det betyder så at jeg formentlig først kan komme herfra søndag morgen, og da jeg har to dagsrejser op til mit fly, hvoraf den første formentlig bliver med bussen på billedet (som man vel ikke helt kan udelukke kunne bryde sammen..) er jeg en lille smule presset… – men jeg håber jeg når det… (der går kun fly hjem to gange om ugen fra Burkina Faso så vidt jeg husker…)

Nå, men god weekend til alle i Danmark!

Billeder følger..slutter lige med et citat fra wiki…: “The ceremonies of the Purrah (Poro) are presided over by the Poro devil, a man in fetish dress, who addresses the meeting through a long tube of wood, known as a bull-roarer (voice distorter which delivers a bloodcurdling stream of sounds, and is made from a tube with holes cut into it over which discs of membrane from the egg sags of a particular spider are spread over)”

Ankomst Mali..

Nu er Mali som bekendt ikke det land i verden som udenrigsministeriet er allergladest for at man tager til. Derfor tænkte jeg at når jeg nu ikke fulgte deres råd om at holde mig helt væk måtte jeg hellere følge deres næste råd om at de kraftigt frarådede al færdsel i Mali efter mørkets frembrud..

Jeg startede tidligt om morgenen (klokken 0600 hours hvilket er meget tidligt for en …Account Manager i Axcess) i Burkina Faso’s hovedstad med det fuldstændigt fantastiske navn: Ouagadougou (udtales Wagadugu). Derfra tog jeg en fin, moderne bus en 400 kilometers penge til byen med det næsten ligeså fantastiske navn: Bobo-Dialoussou. Her burde jeg måske have overnattet, men jeg tænkte at jeg godt lige kunne nå frem til Sikasso, Mali inden det blev mørkt. En bedaget taxa tog mig gennem den kaotiske Bobo-trafik og ledte mig til en anden busstation (for hvorfor dog have samme busstation til forskellige ruter/selskaber..). Her holdt en 35 sæders udtjent Mercedes der ville have pyntet på ethvert veteranbilsmuseum. Jeg var der klokken 13 men Mercedesen gik først klokken 15 fik jeg at vide. Hvad tid ankommer den så i Sikasso spurgte jeg på mit ubehjælpsomme skolefranske. Dix-sept heure (kl 17) sagde manden uden at blinke. Ah der – C’est pas vrai, sagde jeg for iflg begge mine Burkina guidebøger (rough guide og lonely planet) tog turen 4 timer og så burden den jo først ankomme kl. 19…og I Afrika plejer turene ikke just at tage kortere tid end forventet. Senest klokken 18 lovede manden der solgte billetten, og vi afgår kl femten nul nul dut lovede han, mens han grinede og sikkert tænkte på sin efterfølgende tur ned i banken.

Det går måske lige tænkte jeg for det bliver jo først mørkt i Afrika omkring klokken 19.
Bussen startede sin færd klokken 15.15 og brugte de første 45 minutter på at køre rundt og forsøge at samle flere passagerer op. Opsamlingsstederne blev livligt koordineret via diverse mobiltelefoner. Klokken Dix-Sept heure var vi naturligvis ikke nået særligt langt og det gik op for mig at jeg måske havde flere problemer end Mali i potentielt mørke. I den ene af mine guidebøger stod der at grænsen lukkede når det blev mørkt i den anden stod der klokken 18…

Vi ankom til grænsen i skumringen klokken 18.10. Heldigvis var den stadig åben. Efter 45 minutters formalia, sniksnak og kontrol med kontrol på var det lykkedes os at tjekke ud af Burkina Faso. Så skulle vi bare ind i Mali. Se nu var det selvfølgelig pludselig endog meget mørkt, hvilket ikke just gjorde det let at udfylde indrejseformularen som naturligvis skulle udfyldes i mulm og mørke på en skæv træbænk udendørs (ved et bål(?)). Nå, men jeg fik mit stempel og troede at nu var der bare en let times kørsel til Sikasso som heldigvis kun ligger cirka 45 minutter fra grænsen. Først skulle vi dog lige igennem tolden. Tolden betød at alle skulle ud af bussen med deres ting. Min rygsæk var surret fast oppe på taget men den skulle naturligvis ned og gennemrodes ligesom utallige udspændte ris- og kornsække som der blev sparket til med alvorlige miner.

Vejen fra grænsen var så meget det modsatte af asfalteret som man kan forestille sig. Bumlende, svingende rød afrikansk jordvej med store huller. Se, nu var det at en af mine (i øvrigt meget flinke) medpassagerer udtalte de legandariske ord som jeg her skal forsøge at gengive efter bedste evne mine ringe franskkundskaber til trods: ”Le Chauffeur connaits pas la route. C’est la premier fois” eller noget i den stil. Godt så. I Mali i mørket med bus-køreskoleelev som ikke kender vejen. Men det var der råd for. Han kunne jo bare spørge passagererne! Så hver gang vejen delte sig vendte han sig om med store sorte spørgende øjne, hvorefter en venlig sjæl der havde gjort turen før oplyste ham om den rigtige retning.

Hehe…Nå, men nu kunne man måske godt være en lille smule nervøs ved at køre efter mørkets frembrud i Mali og det var svært helt at undlade at tænke på om banditter kunne finde på at sætte en vejspærring op et sted nær det øde grænseområde. Især fordi der rent faktisk var vejspærringer ca. hvert tiende kilometer..Uha…Heldigvis var det dog noget militæret stod for – men ud skulle vi hver gang og have gennemrodet alting igen. En af de andre fra bussen sagde at det var fordi der var så mange problemer i Mali, at de skulle tjekke om vi havde våben og var ude på ballade.

Klokken 20.30 (5,5 time efter skeduleret afgang) ankom vi til Sikasso. Busstationen mindede om slumbyerne udenfor Cape Town (før de ryddede op ifm. VM i fodbold). Belært af erfaring tænkte jeg at jeg hellere med det samme måtte finde ud af hvordan ruteplanen for afgange fra Sikasso lød ifht. senere brug. En lokal fætter sagde at jeg bare skulle følge med ham. Da vi havde gået en halv kilometer gennem mørke, fattige, slumafrika sagde jeg ”Ou est le Gare Autobus?” Ah det er lige derovre svarede min negerven og pegede på nogle lys omtrent 1,5 kilometer væk..Så tænkte Øster alligevel at det måske ikke var verdens skarpeste træk at tåge rundt med al sin baggage (inkl penge, pas, min PC og et kamera som ikke er helt billigt) i mørket i Mali på egen. ”Nej” sagde jeg så til vejviserafroamerikaneren som så helt fortvivlet ud.
Jeg fandt så en taxa og blev kørt til byens iflg. Rough Guide fineste hotel. (Det skal lige indskydes at Lonely Planet helt har opgivet at komme med information om Mali og Rough Guide infoen var fra 2007 før konflikten). Nå, men hotellet, der hed ”Zanga” stod stadig. Desværre forholdt det sig dog således at byens fineste hotel hverken havde strøm eller vand. ”Men vi har værelser” sagde en optimistisk sjæl ude foran hotellet.

Jeg var temmelig sulten da jeg hele dagen kun havde fortæret en yoghurt, et halvt flute og tre bananer så jeg spurgte om der var nogen der kendte et hotel med en restaurant. Ok ja der er både Le Mamelon (ca.) og Tata var der en der sagde. Foran Mamelon stod der en sur stodder og mange års tredjeverdensrejseerfaringer har lært mig at hoteller med sure stoddere skal man holde sig fra fordi sure stoddere oftere roder i ens ting med henblik på at fordele verdens urimeligt fordelte goder lidt anderledes..

Så jeg tog videre til Tata (formedelst 11 kroner i taxa hvilket var dobbelttakst fordi det var nat og de sikkert kunne se at jeg så en kende træt ud). Til gengæld var der huller i undervognen så man kunne se direkte ned på vejen. På Tata var der fino violino. Jeg fik et fint værelse med myggenet, el, vand og eget das. Så gik jeg ud til receptionisten og spurgte hvor restauranten lå. Men klokken er halv ti sagde han på fransk. Dem i køkkenet er gået hjem. Ah der. Jeg gennemrodede min rejse-forrådspose og nappede mine sidste to gennemvarme og nærmest totalt opløste bananer sammen med tre sure afrikanske appelsiner med grøn skræl, indtog dem med væmmelse og hoppede derefter i seng efter en rejsedag på femten og en halv time…

(og dér gik strømmen naturligvis ligesom jeg – her dagen efter – satte det sidste punktum – håber køkkenet på hotellet alligevel er åbent for jeg er stadig temmelig sulten efter stort set ikke at have spist i to dage..)

Velkommen til Mali!

Så er jeg ankommet til Burkina Faso mit land nummer 143.

Her har jeg i dag fået turens sidste visum Hehe – dejligt at slippe for at skulle tage sine lange bukser og skjorte på og sidde i endnu en Vestafrikansk trafikprop for at komme frem… til endnu en ambassade. Hehe. Burkina er fedt. Lidt mere build up end de andre lande i regionen og med klart flere rejsende (og klart bedre franskinspireret mad). Stort set alle andre rejsende her er dog franskmænd. Sender i øvrigt herfra en stor tak til min gymnasielærer Lisbeth Jopin for at være så tålmodig med mig i gymnasiet – uden hendes hjælp havde jeg været pænt lost.

Lidt pics fra et par dage i verdens fattigste land: Niger. Egentlig et ret ok sted med fine fotomuligheder, men da det er forbudt for hvide mennesker at forlade hovedstaden er det begrænset hvad man kan lave. Jeg så et væld af miltærfolk i …sindssyge tanks og med kalashnikovs en masse. Desværre var army-fyrene ikke så super vilde med at blive fotograferet så det er lidt begrænset hvad jeg har fået af dem

Pics her:

http://galleri.jakoboester.dk/#!album-91-2

Er nu ankommet til verdens fattigste land (iflg min Lonely Planet): Niger. Her får hver kvinde i snit 8 børn! Paradoksalt nok bor jeg (så vidt jeg lige huske) på det dyreste hotel jeg har boet på noget sted i verden (når min flinke arbejdsgiver ikke har betalt) DKK 450 pr nat for en bungalow (Kuwait dog undtaget hvor vi gav 550 men det var for 4 personer). Men her er ingen turister og ingen backpackere så hotellerne her er for de rige og nødhjælpsarbejderne. Til gengæld har jeg for første gang på turen varmt vand og ovenikøbet egen generator (strøm og vand kommer og går på de her kanter). Plus wifi på værelset og pool. Føler mig som en sand imperialist. Luxus.

Fritz – der er sgu så dejligt i Afrika!

Poul: Vi laver ikke noget – vi har jo vores penge!

Hvad med Afrika? Der er meget fattigdom?
…
Poul: Jo, men de har det jo godt dernede, ikke? Med masser af gratis frugt og dejlig sol.

Fritz: De kan bare sidde og hygge sig i solen, ikke?

Poul: Ja, det er jo en fordel, at de ikke skal bruge penge på vinterfrakker og termostøvler, og hvad det hedder alt sammen.

Fritz: De kan bare gå rundt i shorts og hygge sig. Spise bananer og plukke frugter og se på flotte vilde dyr gratis. Vi andre skal jo betale for at gå i Zoologisk Have.

Poul: Jo, og skyde dyr, ikke. Det kan de bare gøre, gå ud i deres baghave og skyde en zebra, ikke. Det kan vi jo ikke, vel?

Fritz: Det kunne de godt sætte lidt mere pris på dernede.

Poul: Og masser af frisk fisk har de også dernede, ikke?

Fritz: Jeg har været på safari en gang, men det siger mig ikke rigtig noget. Det er meget støvet og beskidt og sådan, ikke, og varmt på den kedelige måde. Jeg ved ikke, om Seychellerne er Afrika, men det kan jeg altså bedre lide. Jeg tror nu ikke, der som sådan er forskel på fattige, om man er dansker eller udlænding. Er man fattig, er man fattig. 0g de fattige er kedelige og nærige og grådige.

Poul: Det er rigtigt, Fritz. Du er så dejlig klog. Det er så præcist formuleret. Alle fattige er grådige!
—————————
Frode er driblet hjem – han kunne ikke håndtere så mange eventyr – så nu dribler jeg videre alene i Vestafrika de næste knap to uger. God weekend til alle – også de fattige.