Blog Image

Blog Vestafrika 2014

Overfald i Cotonou

Ankomst Posted on Sun, March 02, 2014 17:06:04

Her kommer svaret:

Dieter er blevet overfaldet med EN MACHETE 200 meter fra vores hotel…Her kommer historien (som jeg tænkte det var smart først at fortælle efter jeg kom hjem for at familien ikke skulle blive alt for urolige):

Fredag af…ten i Cotonou (dagen før vi selv ankom) var Dieter og hans to tyske rejsefæller (niecen Alice og vennen Jörg) ankommet med fly fra Tyskland til Benin. De gik ud for at spise og på bar og besluttede sig så for at gå hjem klokken 00.30 (i et kvarter der i Lonely Planet beskrives som ”sikkert”). Det skal siges at Dieters niece Alice tidligere havde arbejdet med nødhjælp i Benin og derfor havde boet i byen og hun vurderede at det var sikkert nok at gå hjem. Det var så en fejl…
I den mørke gade 200 meter fra hotellet kører to motorcykler pludselig imod dem på fortovet. De tre tyskere bliver blændede af forlygterne. De bliver forskrækkede og trykker sig ind mod hinanden. Bag på den ene motorcykel sidder udover føreren en fyr med en machete (som som bekendt er en ca 30 cm lang kniv) han løber mod Dieter og vil have Dieters lille rygsæk. Hvad der derefter sker er lidt uklart, men det bedste gæt er at Dieter vælger ikke bare at aflevere rygsækken. I stedet tager han armene op over kors. Overfaldsmanden hakker derefter macheten ind i armen på Dieter (…) og skærer derved stropperne til rygsækken over. De flygter så med Dieters taske – der indeholder pas, alle hans penge, kamera og mobiltelefon…

Da vi ankom dagen efter havde Dieter været på hospitalet og få jod på (det er derfor resten af armen er rød) og de havde forsøgt at lukke såret. Dieter var STÆRKT chokeret og temmelig underlig. Den aften vi ankom præsterede han i restauranten at recitere Goethe, synge lange vemodige fædrelandssange og snakke sort om dette og hint i øst og i vest på fransk og på tysk…

Efter et par dage fik han det dog heldigvis lidt bedre. De to andre tyskere rejste videre mod det nordlige Benin. Dieter turde de ikke tage med så han blev indkvarteret på Sheraton med påbud om ikke at gå udenfor…
Efter den lille historie valgte vi kun at køre med motorcykeltaxaer (som typisk kostede 2 kr pr tur) hver gang vi skulle et sted hen..

Velkommen til Benin!



Benin Quiz

Ankomst Posted on Sun, March 02, 2014 17:05:22

Home again Her kommer begyndelsen på en af de historier jeg har gemt i ærmet:

Nogen der kan regne ud hvad der er sket med denne mand…?

Lidt baggrund: Han er tysker og hedder Dieter. Han er 70 år gammel og rejste med sin Niece og dennes ven. Vi mødte ham i receptionen på Hotel Chant D’Oiseau i Cotonou som er den største by i Benin.



Ankomst Mali

Ankomst Posted on Sun, March 02, 2014 17:01:39

Ankomst Mali..

Nu er Mali som bekendt ikke det land i verden som udenrigsministeriet er allergladest for at man tager til. Derfor tænkte jeg at når jeg nu ikke fulgte deres råd om at holde mig helt væk måtte jeg hellere følge deres næste råd om at de kraftigt frarådede al færdsel i Mali efter mørkets frembrud..

Jeg startede tidligt om morgenen (klokken 0600 hours hvilket er meget tidligt for en …Account Manager i Axcess) i Burkina Faso’s hovedstad med det fuldstændigt fantastiske navn: Ouagadougou (udtales Wagadugu). Derfra tog jeg en fin, moderne bus en 400 kilometers penge til byen med det næsten ligeså fantastiske navn: Bobo-Dialoussou. Her burde jeg måske have overnattet, men jeg tænkte at jeg godt lige kunne nå frem til Sikasso, Mali inden det blev mørkt. En bedaget taxa tog mig gennem den kaotiske Bobo-trafik og ledte mig til en anden busstation (for hvorfor dog have samme busstation til forskellige ruter/selskaber..). Her holdt en 35 sæders udtjent Mercedes der ville have pyntet på ethvert veteranbilsmuseum. Jeg var der klokken 13 men Mercedesen gik først klokken 15 fik jeg at vide. Hvad tid ankommer den så i Sikasso spurgte jeg på mit ubehjælpsomme skolefranske. Dix-sept heure (kl 17) sagde manden uden at blinke. Ah der – C’est pas vrai, sagde jeg for iflg begge mine Burkina guidebøger (rough guide og lonely planet) tog turen 4 timer og så burden den jo først ankomme kl. 19…og I Afrika plejer turene ikke just at tage kortere tid end forventet. Senest klokken 18 lovede manden der solgte billetten, og vi afgår kl femten nul nul dut lovede han, mens han grinede og sikkert tænkte på sin efterfølgende tur ned i banken.

Det går måske lige tænkte jeg for det bliver jo først mørkt i Afrika omkring klokken 19.
Bussen startede sin færd klokken 15.15 og brugte de første 45 minutter på at køre rundt og forsøge at samle flere passagerer op. Opsamlingsstederne blev livligt koordineret via diverse mobiltelefoner. Klokken Dix-Sept heure var vi naturligvis ikke nået særligt langt og det gik op for mig at jeg måske havde flere problemer end Mali i potentielt mørke. I den ene af mine guidebøger stod der at grænsen lukkede når det blev mørkt i den anden stod der klokken 18…

Vi ankom til grænsen i skumringen klokken 18.10. Heldigvis var den stadig åben. Efter 45 minutters formalia, sniksnak og kontrol med kontrol på var det lykkedes os at tjekke ud af Burkina Faso. Så skulle vi bare ind i Mali. Se nu var det selvfølgelig pludselig endog meget mørkt, hvilket ikke just gjorde det let at udfylde indrejseformularen som naturligvis skulle udfyldes i mulm og mørke på en skæv træbænk udendørs (ved et bål(?)). Nå, men jeg fik mit stempel og troede at nu var der bare en let times kørsel til Sikasso som heldigvis kun ligger cirka 45 minutter fra grænsen. Først skulle vi dog lige igennem tolden. Tolden betød at alle skulle ud af bussen med deres ting. Min rygsæk var surret fast oppe på taget men den skulle naturligvis ned og gennemrodes ligesom utallige udspændte ris- og kornsække som der blev sparket til med alvorlige miner.

Vejen fra grænsen var så meget det modsatte af asfalteret som man kan forestille sig. Bumlende, svingende rød afrikansk jordvej med store huller. Se, nu var det at en af mine (i øvrigt meget flinke) medpassagerer udtalte de legandariske ord som jeg her skal forsøge at gengive efter bedste evne mine ringe franskkundskaber til trods: ”Le Chauffeur connaits pas la route. C’est la premier fois” eller noget i den stil. Godt så. I Mali i mørket med bus-køreskoleelev som ikke kender vejen. Men det var der råd for. Han kunne jo bare spørge passagererne! Så hver gang vejen delte sig vendte han sig om med store sorte spørgende øjne, hvorefter en venlig sjæl der havde gjort turen før oplyste ham om den rigtige retning.

Hehe…Nå, men nu kunne man måske godt være en lille smule nervøs ved at køre efter mørkets frembrud i Mali og det var svært helt at undlade at tænke på om banditter kunne finde på at sætte en vejspærring op et sted nær det øde grænseområde. Især fordi der rent faktisk var vejspærringer ca. hvert tiende kilometer..Uha…Heldigvis var det dog noget militæret stod for – men ud skulle vi hver gang og have gennemrodet alting igen. En af de andre fra bussen sagde at det var fordi der var så mange problemer i Mali, at de skulle tjekke om vi havde våben og var ude på ballade.

Klokken 20.30 (5,5 time efter skeduleret afgang) ankom vi til Sikasso. Busstationen mindede om slumbyerne udenfor Cape Town (før de ryddede op ifm. VM i fodbold). Belært af erfaring tænkte jeg at jeg hellere med det samme måtte finde ud af hvordan ruteplanen for afgange fra Sikasso lød ifht. senere brug. En lokal fætter sagde at jeg bare skulle følge med ham. Da vi havde gået en halv kilometer gennem mørke, fattige, slumafrika sagde jeg ”Ou est le Gare Autobus?” Ah det er lige derovre svarede min negerven og pegede på nogle lys omtrent 1,5 kilometer væk..Så tænkte Øster alligevel at det måske ikke var verdens skarpeste træk at tåge rundt med al sin baggage (inkl penge, pas, min PC og et kamera som ikke er helt billigt) i mørket i Mali på egen. ”Nej” sagde jeg så til vejviserafroamerikaneren som så helt fortvivlet ud.
Jeg fandt så en taxa og blev kørt til byens iflg. Rough Guide fineste hotel. (Det skal lige indskydes at Lonely Planet helt har opgivet at komme med information om Mali og Rough Guide infoen var fra 2007 før konflikten). Nå, men hotellet, der hed ”Zanga” stod stadig. Desværre forholdt det sig dog således at byens fineste hotel hverken havde strøm eller vand. ”Men vi har værelser” sagde en optimistisk sjæl ude foran hotellet.

Jeg var temmelig sulten da jeg hele dagen kun havde fortæret en yoghurt, et halvt flute og tre bananer så jeg spurgte om der var nogen der kendte et hotel med en restaurant. Ok ja der er både Le Mamelon (ca.) og Tata var der en der sagde. Foran Mamelon stod der en sur stodder og mange års tredjeverdensrejseerfaringer har lært mig at hoteller med sure stoddere skal man holde sig fra fordi sure stoddere oftere roder i ens ting med henblik på at fordele verdens urimeligt fordelte goder lidt anderledes..

Så jeg tog videre til Tata (formedelst 11 kroner i taxa hvilket var dobbelttakst fordi det var nat og de sikkert kunne se at jeg så en kende træt ud). Til gengæld var der huller i undervognen så man kunne se direkte ned på vejen. På Tata var der fino violino. Jeg fik et fint værelse med myggenet, el, vand og eget das. Så gik jeg ud til receptionisten og spurgte hvor restauranten lå. Men klokken er halv ti sagde han på fransk. Dem i køkkenet er gået hjem. Ah der. Jeg gennemrodede min rejse-forrådspose og nappede mine sidste to gennemvarme og nærmest totalt opløste bananer sammen med tre sure afrikanske appelsiner med grøn skræl, indtog dem med væmmelse og hoppede derefter i seng efter en rejsedag på femten og en halv time…

(og dér gik strømmen naturligvis ligesom jeg – her dagen efter – satte det sidste punktum – håber køkkenet på hotellet alligevel er åbent for jeg er stadig temmelig sulten efter stort set ikke at have spist i to dage..)

Velkommen til Mali!



Ankomst Niamey, Niger

Ankomst Posted on Sun, March 02, 2014 16:59:59

Er nu ankommet til verdens fattigste land (iflg min Lonely Planet): Niger. Her får hver kvinde i snit 8 børn! Paradoksalt nok bor jeg (så vidt jeg lige huske) på det dyreste hotel jeg har boet på noget sted i verden (når min flinke arbejdsgiver ikke har betalt) DKK 450 pr nat for en bungalow (Kuwait dog undtaget hvor vi gav 550 men det var for 4 personer). Men her er ingen turister og ingen backpackere så hotellerne her er for de rige og nødhjælpsarbejderne. Til gengæld har jeg for første gang på turen varmt vand og ovenikøbet egen generator (strøm og vand kommer og går på de her kanter). Plus wifi på værelset og pool. Føler mig som en sand imperialist. Luxus.



Ankomst Ghana

Ankomst Posted on Sun, March 02, 2014 16:50:42

Her er vores seng på ”The Rising Phoenix Magic Beach Resort”. Myggenettet er sat op på ægte spejdemaner af den uforlignelige Frode Frugtskål, som havde det med hjemmefra. Jeg troede, jeg var blevet for gammel til spartanske hotelværelser og… i særdeleshed at dele dem med andre, men da receptionistafroamerikanerne (som i øvrigt var søde om end temmelig nærgående) havde fucked frodes reservation op, og vi var lidt trætte efter en milliard timers flyvetur, måtte vi kravle to mand høj ind under nettet og op i dobbeltsengen. Højlydt snorkende og nærmest diagonalt placeret i sengen befandt sig ud på natten Danmarks iflg. De Berejstes Klub næstmest berejste mand – både målt i det absolutte antal af besøgte land og i antallet af besøgte lande ifht. alder. Krøllet sammen helt ude i det ene hjørne lå kongerigets eneste mand der slår Frode i den sidstnævnte kategori nemlig den bedagede (men altså ikke helt så bedagede som sidemanden) Hr Øster og tænkte kan det være rigtigt at manden snorken virkelig overdøver guineabugtens voldsomme bølger der hamrede højlydt ind i klipperne direkte under vores hytte.

Beach Resort er i øvrigt lidt af en tilsnigelse i markedsføringen af 5 gamle bræddehytter på toppen af en skrænt. Ved receptionen lå der i øvrigt en bar hvor der hang skilte med ”ganja not allowed” allevegne. Men det ville de lokale (og McArine) sgu da skide på for hver aften sad der i snit ti megafotogene rastamen (som desværre ikke ville fotograferes) og fyrede galarer på størrelse med isvafler.

Sluttelig kan det oplyses at bedst som spejder Frode var færdig med at strenge snore op kom en halvnøgen, hvid turisttøs hen foran vores oplyste vindue iført bar svedig overkrop på nær en bh. Ind igennem det åbne vindue stillede hun sit sidenhen legendariske spørgsmål som vi næsten ikke har gjort grin med efterfølgende: ”Do you guys have a hammer?”

Hehe – welcome to Ghana, man!